Fontene forskning
12.12.2017
Anmeldt av Marianne Skytte Lektor ved Aalborg Universitet København mailto:skytte@socsci.aau.dk
Marianne Rugkåsa og Signe Ylvisaker fra Høgskolen i Oslo og Akershus har sammen med Ketil Eide fra Høgskolen i Sørøst-Norge skrevet denne fine 126 siders bog, som et bidrag til en kritisk diskussion af de barneværnsfaglige problemstillinger, der kommer frem i samarbejdet mellem barneværnet og minoritetsetniske familier. Udgangspunktet er, at godt barneværnsfagligt arbejde er at udvikle en praksis, hvor børn og forældre oplever sig mødt med forståelse for de faktisk liv, de lever. En forståelse, der kan skabe grundlag for udviklingen af tillid mellem parterne. En sådan praksis kræver ifølge forfatterne, blandt andet en refleksiv position, hvor man undersøger, hvordan forskellige konkrete forhold og relationer virker ind på menneskers liv. En refleksiv position kræver derfor kundskab om komplekse magtrelationer og kritiske analyser af, hvordan forhold som politik, forskning og fagideologi former den barneværnsfaglige praksis. En overordnet målsætning med bogen er at opfordre socialarbejdere, som arbejder med minoritetsetniske børn og deres familier, til at indtage en sådan kritisk refleksiv position i og til egen praksis.
BOGENS EMPIRISKE UDGANGSPUNKT er hentet fra forskningsprojektet «Barnevern i et minoritetsperspektiv». I projektet har de tre forskere analyseret i alt 160 cases skrevet af erfarne socialarbejdere med udgangspunkt i sager, som de hver især fandt det udfordrende at arbejde med. Socialarbejderne skrev disse cases som led i videreuddannelsen «Barnevern i et minoritetsperspektiv» i 2008 og 2009. Tre af casene er gennemgående i bogen: Amal, der er en 10 årig gammel pige, som bor på institution; Gajrup, der er en dreng på 13 år, der bor hjemme hos mor og fire søskende samt Hana, der er en 17-årig uledsaget flygtningepige (enslig mindreårig) fra Somalia. I analysen af de 160 cases har forskerne identificeret de fremtrædende hovedtemaer, som bogen er bygget op omkring: Omsorgsudøvelse over for minoritetsbørn, diskurser om forældreskab, kulturalisering i barne-værnsfaglig praksis samt andetgørelse og diskrimination.
BOGENS ARGUMENTATION er, at socialarbejdere gennem en kritisk tilgang til egen position og praksis kan opdage nye sammenhænge og få ny forståelse af, hvordan komplekse magtrelationer virker ind på menneskers liv. På denne måde kan både socialarbejderes handlerum og familiernes situation fremstå klarere og danne udgangspunkt for gode samarbejdsrelationer. Ved at se sig selv som subjekt i samarbejdet med borgeren bliver man ofte mindre optaget af konkrete sagsforhold. Opmærksomheden flyttes fra en essentialiserende forståelse af diagnose, vurdering og
Les opprinnelig artikkelBOGENS EMPIRISKE UDGANGSPUNKT er hentet fra forskningsprojektet «Barnevern i et minoritetsperspektiv». I projektet har de tre forskere analyseret i alt 160 cases skrevet af erfarne socialarbejdere med udgangspunkt i sager, som de hver især fandt det udfordrende at arbejde med. Socialarbejderne skrev disse cases som led i videreuddannelsen «Barnevern i et minoritetsperspektiv» i 2008 og 2009. Tre af casene er gennemgående i bogen: Amal, der er en 10 årig gammel pige, som bor på institution; Gajrup, der er en dreng på 13 år, der bor hjemme hos mor og fire søskende samt Hana, der er en 17-årig uledsaget flygtningepige (enslig mindreårig) fra Somalia. I analysen af de 160 cases har forskerne identificeret de fremtrædende hovedtemaer, som bogen er bygget op omkring: Omsorgsudøvelse over for minoritetsbørn, diskurser om forældreskab, kulturalisering i barne-værnsfaglig praksis samt andetgørelse og diskrimination.
BOGENS ARGUMENTATION er, at socialarbejdere gennem en kritisk tilgang til egen position og praksis kan opdage nye sammenhænge og få ny forståelse af, hvordan komplekse magtrelationer virker ind på menneskers liv. På denne måde kan både socialarbejderes handlerum og familiernes situation fremstå klarere og danne udgangspunkt for gode samarbejdsrelationer. Ved at se sig selv som subjekt i samarbejdet med borgeren bliver man ofte mindre optaget af konkrete sagsforhold. Opmærksomheden flyttes fra en essentialiserende forståelse af diagnose, vurdering og