Bok og bibliotek
07.09.2017
Overskriften til denne klumme kommer fra et oplæg, jeg var inviteret til at holde i forbindelse med en seminardag på Vestfoldbibliotekene.
Det er et godt spørgsmål at stille i disse tider, hvor udbyderne af gratis formidlet indhold ikke længere er forbeholdt biblioteker. Som jeg skrev om i en tidligere klumme i bladet her, er der nu store spillere på banen, som fx Google, Netflix, Amazon, Spotify og Facebook. Spørgsmålet er også godt, fordi det er et politisk og kulturelt spørgsmål. I denne klumme vil jeg fokusere på, hvorfor spørgsmålet overhovedet mon stilles.
Med den digitale mediekultur er vi havnet i den historiske situation, at medier og kommunikation forstås i stigende grad igennem databaser, søgemaskiner og algoritmer. Kommunikationsformerne er søgning, lagring og andre algoritmiske processer.
Vi lever i en mediekultur, hvor en mangfoldighed af digitale platforme, services og netværk som den naturligste ting i verden tilbyder adgang til samlinger af kultur, viden og oplevelser. Der er tale om en kulturform, hvor strukturerede samlinger af ressourcer i form af databasen er en dominerende kulturel form, som den russisk-amerikanske medieforsker Lev Manovich i sin tid argumenterede for i sin bog The Language of New Media (2001). Vores mediekultur er dermed en kultur, hvor ideen om biblioteker fundamentalt set er dominerende. Men naturligvis ikke kun biblioteker som fysiske bygninger og samlinger, men biblioteker som en måde at kommunikere på og give mening i en digital mediekultur, dvs som en form for medier.
Der
Gå til medietMed den digitale mediekultur er vi havnet i den historiske situation, at medier og kommunikation forstås i stigende grad igennem databaser, søgemaskiner og algoritmer. Kommunikationsformerne er søgning, lagring og andre algoritmiske processer.
Vi lever i en mediekultur, hvor en mangfoldighed af digitale platforme, services og netværk som den naturligste ting i verden tilbyder adgang til samlinger af kultur, viden og oplevelser. Der er tale om en kulturform, hvor strukturerede samlinger af ressourcer i form af databasen er en dominerende kulturel form, som den russisk-amerikanske medieforsker Lev Manovich i sin tid argumenterede for i sin bog The Language of New Media (2001). Vores mediekultur er dermed en kultur, hvor ideen om biblioteker fundamentalt set er dominerende. Men naturligvis ikke kun biblioteker som fysiske bygninger og samlinger, men biblioteker som en måde at kommunikere på og give mening i en digital mediekultur, dvs som en form for medier.
Der
