Fagpressenytt

En lærer trenger både faglige kunnskaper og gode forbilder. Tenk om lærerstudentene også kunne få møte lærerne i skjønnlitteraturen, både de gode og de dårlige! Det ville utfylle bildet av hva lærergjerningen handler om - også i dag.

Læreren som tyrann
Å slippe dikteren løs på lærerne er en ulik kamp. Spesielt der dikteren har noe å hevne. En middelmådig pedagog kan da forvandles til torturist med blod i blikket. Det hjelper ikke at dikterens klassekamerater kommer ilende til og forsikrer at han ikke var så ille. Dikteren står i suveren positur og erklærer: Han var så ille! Han var så ille mot meg!
«Solen skinnede den dag, jeg forlod skolen. Bag mig lå et i enhver henseende arktisk klima», skriver dikteren Tove Ditlevsen under overskriften «Mine største plageånder». Geografilæreren beskriver hun som en sadist, som med skarp linjal og synlig fryd slo elevenes hender til blods.
En dag ser eleven Tove at denne læreren etter skoletid blir møtt av en liten gutt på seks-sju år, sannsynligvis hans sønn. Hun observerer dette med undring:
«Han (læreren) bøjede sig ned over ham og klappede venligt hans hår, hvorefter han gik nedad gaden med barnets hånd i sin. Synet fyldte mig med undren og uro, og jeg følte en heftig trang til at løbe efter ham og spørge ham, om han var et godt eller et ondt menneske. Jeg fattede ikke, at der fandtes nogen mellemting.»
Listen over læreren som tyrann i skjønnlitteraturen er lang som et vondt år. Adjunkt Borring i Kiellands «Gift» (1883) spisser fjærpenner og spør etter flere byer i Belgia. Lektor Blomme dør av et forgiftet maltdrops i Hans Scherfigs roman «Det forsømte forår» (1940), en av de mest pinefulle skildringene av den tyranniske lærer