LO-Aktuelt
11.01.2017
«Nei, eg har ikkje snakka om dette med venene eller familien min. Eg vil helst ikkje vere til bry for andre. »
Desse setningane trur eg nok alle terapeutar, psykologar, legar, prestar, sjukepleiarar og helsesøstrer høyrer mange gonger kvart einaste år.
Folk søker oss, dei profesjonelle lyttarane, for å få hjelp. Men også for å unngå å snakke med sine næraste, eller med dei som dei ønsker var nettopp det: dei næraste.
Det er mange grunnar til at det kan vere vanskeleg å snakke med andre om det som er vanskeleg. Me er redd for reaksjonane. Vil dei bli lei seg? Eller skuffa, kanskje? Vil dei forstå, eller vil dei bli brydd og skifte tema?
Me bekymrar oss for korleis andre vil sjå på oss, om me er ærlege. At dei
Les opprinnelig artikkelFolk søker oss, dei profesjonelle lyttarane, for å få hjelp. Men også for å unngå å snakke med sine næraste, eller med dei som dei ønsker var nettopp det: dei næraste.
Det er mange grunnar til at det kan vere vanskeleg å snakke med andre om det som er vanskeleg. Me er redd for reaksjonane. Vil dei bli lei seg? Eller skuffa, kanskje? Vil dei forstå, eller vil dei bli brydd og skifte tema?
Me bekymrar oss for korleis andre vil sjå på oss, om me er ærlege. At dei